TALE VED MINDEHØJTIDELIGHED FOR JESPERJENSEN&KLEIN-links

Kære Jesper!
Jeg har valgt at tale direkte til dig. Ikke for at tale forbi det Faktum, at du nu engang er død. Men fordi så meget af det, der var dig, stadig er til stede her i dag – så hvis jeg talte om dig, ville jeg føle det, som om jeg talte forbi dig.
Jeg har også valgt at tænke mig om og for en gangs Skyld skrive ned på Forhånd, hvad jeg vil sige. Her ville du ha’ rynket på Næsen og sagt: ”Sådan noget behøver vi da ikke, Jensen.”
Du brugte tit dette inkluderende vi, som jeg tog som et Ridderslag – og som også var lidt irriterende.
Men jeg behøver det altså, Jesper – denne gang tør jeg ikke tro på, at mine Ord kommer af sig selv og surfer på Situationen. For du har først lige forladt os – jeg er ikke helt blevet … os selv endnu. Og jeg er bange for, at i dag kan netop du være Grunden til, at ikke bare Stemmen, men også Tanken svigter.
Mange siger i dag farvel til et Menneske, der har betydet meget for vort Land, nogle siger farvel til en varm Kollega – og så er vi nogle, der siger farvel til en Ven.
Det har vi det ikke så nemt ved.
For Bekendte har vi jo mange af – Kolleger har vi nogle af – men Venner …. Venner har vi kun få af. Og sådan skal det være. At være ven er noget eksklusivt – det er jo ikke Facebookvenner, vi taler om. Ingen har 4.000 Venner. Venskab bør ikke devalueres af Mængden – og jeg ranker Ryggen klædeligt ved Tanken om, at det er med Tryghed, at jeg ublufærdigt godt tør sige, at du var min Ven – og at jeg var din.
Venskab dør ikke – bare fordi Vennen gør det.
Jeg ved, at du ville ha’ ønsket, at jeg i dag sagde noget sjovt – at jeg på dine Vegne sørgede for, at vi alle sammen lo. Det ville jeg også ha’ ønsket. Men jeg er ked af det, Jesper – det kan ikke lade sig gøre. Jeg er ikke leveringsdygtig. Ikke i dag.

 Redningen ud af denne personlige Skrøbelighed er måske, at vi ved denne Mindehøjtidelighed ikke kan tillade os den Luksus kun at tænke privat – det har du selv sørget for. Du har for længst placeret dig som en væsentlig Faktor i vor nationale Identitet.
Det betyder noget for et Utal af Mennesker at måtte tænke: Jesper Klein er ikke blandt os mere.
Vort Land mangler nu i fortvivlende grad den milde Humanist, og Aviserne er svømmet over med Lovord. Det manglede bare andet!
Landet er fyldt med Komikere, men savner Humorister – nu står vi uden den største.
Fokus har i Pressen været rettet mod Børne-TV, Klyder og andet godt og sjovt – med rette! Vi ved det alle sammen, og jeg vil ikke fornærme dem, der er kommet her i dag ved at gentage eller fortsætte Opremsningen.
Men måske skulle jeg bruge et par Ord på, hvorfor du kom til at betyde så meget.  Det tror jeg faktisk gerne, at du ville ha’ mig til at sige noget om.
Det, du havde at byde på, var denne forunderlige Blanding af Intelligens og Poesi.
I dag havde du nok ikke fået lov.
For du har aldrig skænket Målgrupper en Tanke. Du har aldrig keret dig om, hvilket Segment du henvendte dig til. Du var universel.
Du er fra Tiden før Humor blev til Hån og Latter blev til Grin. Før 180 Graders Vendingen, hvor man byttede om på Betydningen af Afsender og Modtager. Du var aldrig i tvivl om, at alt, hvad der var værd at vise frem, opstod hos Afsenderen – det kom ikke ved at analysere Modtageren. Du så med både Undren og modvilligt Mismod, hvordan det stykke Værktøj, der efterhånden blev det vigtigste for Kulturlivets Beslutningstagere, var Leflen.
Kvalitet kommer fra Afsenderen. Ikke ved at tænke: Hvad vil de mon gerne ha’? Men ved at tænke, hvad er det, jeg brænder for? Hvad har jeg på Hjerte? Hvad er det, jeg synes er sjovt – spændende – vigtigt!
Derfor var det ligegyldigt for dig, om det var Børne-TV – Ungdoms-TV – Primetime for Voksne – Forsamlingshuset i Fjenneslev, Aarhus Musikhus eller Falconer Centeret.
Det, Jesper Klein fyldte vore Hjerter og Sind med, var det Jesper Klein fandt på.
Punktum.
Der havde ikke været nogle Regnedrenge forbi dit Kvistværelse på Ove Billes Vej og sætte Papir i din Skrivemaskine. Du var et kvalitativt Menneske, så Seertal var lige så irrelevante for dig, som Meningsmålinger er Gift for Demokratiet.
Denne Indfaldsvinkel holdt også efterhånden, som du i højere og højere grad blandede dig i den offentlige Debat. Dér begyndte du at møde Modstand. Hov! Den sjove Mand sagde noget! Det vakte Glæde hos mange – og – er jeg bange for – Mishag hos lige så mange. Det varede ganske vist lidt, før de opdagede det – Risikoen ved at være Humorist er, at Folk tror, at man laver Sjov.
Det gjorde du også! Men med Streg under Ordet ”også” – for du talte ofte samtidig om noget dybt alvorligt. For Humor og Alvor er ikke Modsætninger! Og fjerner man Humoren fra Alvoren og ta’r Alvoren ud af Humoren, risikerer man let at fjerne Intelligensen fra begge Dele.
Og det var ikke dit Ærinde. Du var hævet over Partipolitik og Hundeslagsmål – du var simpelt hen Humanist. Vi fandt det begge mærkeligt, at det kan bruges som en speciel Karakteristik at kalde et Menneske Humanist – når netop dét burde være Grundstoffet i enhver.
Du fik da også lov til at blive kaldt Pladderhumanist. Et Udtryk, der jo primært betyder, at den, der kalder andre sådan, ikke selv er Humanist.
Der er ikke Tvivl om, at da du forlod os, var du mest optaget af at tale imod Krig og for Fred. Og det fyldte dig med dyb Undren, at noget så selvfølgeligt ofte blev betragtet som kontroversielt.
Du var ikke kontroversiel – du var rettænkende.
Du havde faktisk et Valgsprog – som det sig hør og bør var det på Latin – men på dansk hed det: ”Intet uden Mildhed”.
Det forsøgte du at leve efter, for du trivedes ved Fornøjelighed – og Munterhed var altings Indgang.
Du skyede Konfrontationer – og når du alligevel især i de senere År ofte med Skarphed tog Bladet fra Munden, var det ikke, fordi du ville tale – men fordi du ikke længere kunne tie.
Og det er i Forlængelse af det, at jeg føler Forpligtelsen til ikke at lade den Rune, jeg – efter Evne – her i dag forsøger at riste over dig, blive tandløs og harmløs. Det ville være uværdigt.
Alligevel har jeg tøvet, før jeg skrev det, jeg nu kommer til – for noget så betydningsfuldt som denne Mindehøjtidelighed for dig bør ikke profaneres ved Politiseren. Men det ville være at svigte dig, dit Minde og det, jeg er stensikker på, at du gerne vil ha’, at jeg siger i dag, ikke at nævne din Sørgmodighed – ja, din Vrede – også dét – over at se dit og mit Land blive krigsførende. Og ikke mindst over Måden det skete på. Du havde aldrig troet det muligt, at Danmark skulle blive et Land, der i løbet af ingen Tid udviklede en Tradition for at gå i Krig uden at vide hvorfor.
Jeg siger det her i dag, fordi det lå dig på Sinde – og derfor bør det ikke negligeres.
Det er ikke sagt i Aggression – men i Sørgmodighed.
En Sørgmodighed, der hos dig også næredes ved den tiltagende Polarisering – Uforsonligheden – den voksende Fornemmelse af at være Vidne til en større og større Følelsesløshed. Du krympede dig, når du sad og så på den TV-Skærm, hvor du så ofte havde stået selv. For nu så du, hvordan det var blevet til national Underholdning at sidde i Sofaen og hygge sig ved at se på andre Menneskers Ydmygelser. Det havde du dog aldrig troet.
Du vendte dit Hoved bort i Skam over, at heller ikke du havde kunnet forhindre det.

 Alt dette optog og fyldte dig – men det gjorde dig ikke til et bittert og vredladent Menneske. Fordi du ikke kapslede dig inde – men sagde fra, når du talte til dem, der gad høre. Ingen Ølkasse var for ydmyg – intet Forsamlingshus for småt – og ingen Koncertsal for stor.
Og dit Sind lysnedes derved, for du fandt – som jeg – at når vi stod Menneske til Menneske, var det alligevel slet ikke så galt, som Medierne ellers lod ane. Anstændighed og Ordentlighed eksisterer stadig – det har bare lidt for længe været undervurderede Egenskaber.
Det var med Vantro, at du oplevede Ord som ”Kynisme” blive til positivt ladede Ord, der signalerede Succes og Handlekraft. Mens der hvilede et Skær af Dumhed, når man sagde: ”Han er lidt godtroende – hun er lidt letsindig – de er lidt naive.”
Hvad er der galt med, at tro godt?
Hvad er der galt med at ha’ et let Sind?
Og hvad er der dybest set galt med at være naiv? Det er da de Kynikere, der udnytter Naiviteten, vi skal være efter.
Og det var du.
Netop fordi du trivedes så godt i Fornøjelighed – Munterhed – menneskers Velbehag. Og ikke ville se det gå tabt.

 Før det kom til Hospital og Hospice var vi ude sammen for sidste gang – vi vidste jo ikke, at det var sidste gang. Den slags har vi ikke godt af at vide.
Landets Amatørteatre er jo nu begyndt at spille vore gamle Forestillinger. Vi var i sin Tid altid to Mand om 40-50 Roller – det var i høj Grad det, der skulle være det sjove. Nu gnider Amatørteatrene sig i Hænderne og siger: ”Nejjj, der er Roller nok til os alle sammen!”
De var altid flinke til at invitere os til Premieren. Sidste gang var i Begyndelsen af Sommeren. Og du nød det! Du sad dér ved siden af mig på Bænken, og vi hyggede os ved at høre vore gamle, tossede Replikker blive fremført loyalt og manuskripttro – langt mere end vi nogensinde selv havde gjort.
Bagefter gik vi i Tivoli og spiste Skipperlabskovs.
Og glædede os til næste gang.

 Så var det, at det for alvor gik galt. Og Afslutningen skete jo ikke pludseligt og uventet – vi vidste, hvor det bar hen, ikke sandt?
Men vi talte ikke om dét – det kunne vi alligevel ikke bære. Men næstsidste Gang jeg sad hos dig, tog jeg en dyb Indånding og gjorde det, vi ellers sjældent gjorde: lagde Blufærdigheden til side. Jeg tog mig sammen og fik sagt til dig, hvad du havde betydet for mig. At mit Liv havde været et andet uden dig. – Og en hel del andet, der også skulle siges.
Du havde ikke Kræfter til så mange Ord – men du smilede.

 Tænk, hvis jeg ikke havde turdet alligevel! Tænk, hvis jeg ikke havde fået det sagt!
Så havde jeg været nødt til at sige det her i dag – og det havde battet så lidt. Du ville ikke ha’ kunnet smile.
For skønt du for mig er en stadig eksisterende Faktor i mit Liv – så er Kommunikationen nu blevet ensrettet. Du taler stadig til mig – og jeg lytter, Jesper! – men jeg må med Afmagt se i Øjnene, at jeg ikke længere kan tale til dig.
Et af de evige Spørgsmål lyder: Er der et Liv efter Døden?
Det Spørgsmål er nemt at svare på: Selvfølgelig er der det. Ingen går gennem Livet uden at smitte af på andre – påvirke og ændre andre Menneskers Liv. Og når vi selv er væk, er disse andre der stadig – som vi var med til at forme dem.
Du blev selv et andet Menneske, fordi Lykke var til. Og da Lykke forlod dig, var du det Menneske, hun stadig var en del af. Nu er det dig, der er borte, men Sebastian står her, Alexandra, dine Børnebørn – de vigtigste.
Men også alle vi andre.
Jesper, du ved godt, at jeg vil aldrig kunne foretage mig noget, skrive noget, ja, optræde med noget, der ikke ville være blevet anderledes, hvis du ikke havde været.
Jeg ville ikke kunne tænke, som jeg gør i dag og i morgen, hvis vi to ikke havde udvekslet Tanker.
Vi Mennesker puffer til hinandens Liv – og Puffene er der stadig, når vi selv er borte.
Lige om lidt bærer vi din Kiste ud.
Men dit Vid, din Indsigt, din Glæde, dit lidt vemodige Smil – alle de Aftryk du har sat – bli’r tilbage hos os. De forsvinder ikke herfra.
Det ville ikke være til at bære.
Det er jeg glad for.
Farvel du!
Jeg savner dig, Jesper.
Så det er godt, at du ikke er væk.