INTERVIEW MED FLEMMING JENSEN

August 2012

Da Flemming Jensen boede i Grønland, knækkede han kirkens flagstang med sin hundeslæde så mange gange, at man til sidst måtte flytte den. Til gengæld lærte han rigtig meget om glædens kraft – om gensidig tillid og om trangen til at le ad de ting, vi ellers risikerer at skændes om.
Både som grødnissen Lunte, som revisoren Mogens (med slips i en neutral farve) og som Angela Merkel i årets Sønderborgrevy udlever Flemming Jensen sine drømme om at få danskerne til at le. Og det er faktisk en alvorlig sag…

Hvorfor sidder vi i Sønderborg lige nu?

Vi sidder i Sønderborg, fordi jeg har været så heldig at få mulighed for at lave Sønderborgrevyen i år, sammen med nogle dejlige mennesker i en af de smukkeste dele af landet. Jeg er inde i en periode, hvor revy-genren passer mig rigtig godt. Jeg har været væk fra det i nogle år, men den humor, mildhed og glæde, der er så kende- tegnende for revyen, er det helt rigtige for mig lige nu.

 

Og så er du oprindeligt skolelærer – hvordan hænger det sammen?
Alt det der med teater startede fak- tisk allerede på lærerseminariet, hvor vi spillede revyer og den slags, som man jo gør sådan et sted. Efter den sidste eksamen opdagede en af mine studiekammerater, Søren, til sin store rædsel, at det der med at blive lærer også indebar, at man skulle undervise børn! Og det var han jo ikke meget for, så han åbnede i stedet et værtshus i Snogebæk på Bornholm. Det kom til at hedde SørensVærtshus, og det ligger der endnu. Søren bad os om at komme over og spille cabaret. På det tidspunkt havde Danmarks ældste revy – Rottefælden – i Svendborg en slags tradition for at præsentere et nyt navn hvert år. Normalt blev den person plukket fra teaterskolen – men det år – det var i 1979 – havde skuespilleren ErikWedersøe set vores cabaret på Bornholm og pegede på mig.

Og så tog du til Svendborg…
Jeg var stadig skolelærer, så jeg tog frem og tilbage. Jeg kørte til Svend- borg og spillede hver aften, og så kørte jeg hjem om natten, og næste morgen kl. 8 var det: “Godmorgen børn!” – og så igen afsted til Svend- borg kl.15. Det var hårdt – men det var sjovt.Vi spillede rigtig mange forestillinger, og jeg lærte en masse. året efter kom en ny debutant til – det var Søren Østergaard.Vi faldt i hak med det samme, og sådan startede det samarbejde. Jeg spillede to år på rottefælden, og så tog det ene det an- det derfra. Jeg spillede rigtig meget revy de første år og lærte meget af mine kolleger. Jeg har jo ikke gået på skuespillerskolen. Min skuespiller- skole hed Finn Nielsen, Per Pallesen og Jesper Klein.

i dag er du kendt som skuespiller, instruktør og forfatter. Du er ham den sjove – men med alvorlige politiske emner på dagsordenen. Hvad be- tyder humoren for dig i det arbejde?
For mig er humor et blødgøringsmid- del. Jeg plejer at sige, at det er men- neskets svar på Bamseline. Det er en måde, vi kan nærme os hinanden på, så problemerne ikke bliver så store. I humoren ligger der en udstrakt hånd – i stedet for en pegefinger. Hvis man starter med det samme med at sige “Er du for os eller imod os?” – så går det ikke. Men hvis vi griner sammen, er det sværere at skændes.

Hvordan ser du den seneste ud- vikling inden for stand-up og satire?
I mine øjne er der sket noget med den danske humor i løbet af de sidste 10- 15 år – humor er blevet til hån. Det er blevet tilladt at sige ting til hinanden, som vi ganske enkelt ikke sagde før.
Vi har fået ytringsfriheden galt i halsen. Selvfølgelig er ytringsfriheden indiskutabel – men det nytter ikke noget, hvis kravet om ytringsfriheden bliver det fremmeste våben i kampen for at udslette pli. Det nytter ikke noget at sige, at man har ret til at sige hvad som helst. Det er en daglig opgave for det enkelte menneske at sige “Hvad vil jeg sige, og hvad vil jeg afstå fra at sige? – Hvad vil jeg være bekendt? Og har det et formål?”

Hvilken betydning har det, om formålet med humor er klart?
Når man snakker for meget om, hvordan selve formen skal være, forsvinder formålet ud af fokus. F.eks. taler man meget om at satire skal være SKARP – “Vi skal have mere SKARP satire”, siger man – for så er det åbenbart “rigtig satire”. Men hvis man ikke ved, hvorfor eller hvordan man skal være skarp – så kan det hurtigt bare blive forhånelse. Og det får os bare til at fjerne os fra  hinanden. Hvis man skal bruge humor i den politiske debat, skal det jo være for at skabe et rum, hvor man har større mulighed for at blive enige – ikke for at demonstrere selve uenigheden. Så er det, at det bliver at pege fingre – og det kommer der ikke noget godt ud af. Se for eksempel indvandrerdebatten. De sidste 20 år er den stort set ikke kom- met ud af stedet – de ligger i hver sin skyttegrav og kaster molotovcocktails efter hinanden.

netop indvandrerdebatten har du for nylig bidraget til med skuespillet “Mogens og Mahmoud” – hvordan opstod den idé?
Det startede med, at jeg blev ringet op af en boligforening syd for København. Afdelingsformanden, jeg talte med, havde det problem, at beboerne i afde- lingen, som var etnisk blandet, enten skændtes – eller også sagde ingenting overhovedet. Når de prøvede at løse de problemer, de havde i afdelingen, gik det altid fuldstændig galt – så afdelingsformanden ville hyre mig til at komme til et beboermøde og lave en halv times stand-up for at peppe stemnin- gen lidt op. Da jeg ankom, viste det sig, at han også havde hyret Omar (Marzouk, red.) til at komme i en halv time – så var der ligesom én til hver af de to grup- per! Omar og jeg kunne lide hinanden lige med det samme.Vi begyndte at drille hinanden lidt, og det endte med, at vi gik på scenen sammen.Vi brugte lidt af vores manuskripter, resten improviserede vi, og folk hylede af grin. Dagen efter ringede afdelingsformanden til mig og sagde: “Er du klar over, at efter I var gået i går, så kunne vi tale sammen – det er aldrig lykkedes før!”

Så der havde i pludselig en op- skrift på noget nyt…
Det var en øjenåbner for mig. Det, jeg opdagede dér, var, at den godartede, hjertevarme “røde kinder-humor” kunne løse OP – så man kunne løse problemerne bagefter. Omar og jeg gentog forsøget i Albertslund – med lige så stor succes. Og så gik jeg hjem og tænkte – hvad med at lave en rigtig god gammeldags komedie? En fortælling om et umage par – klassikeren “Hvem støver af?” i en moderne udgave. Jeg interviewede en masse par, hvor den ene var muslim, og grundlæggende kan man sige, at det var fuldstændig udramatisk og problemløst. Problemerne – sagde de alle – opstår først i det øjeblik, at omverdenen blander sig. For to mennesker, der elsker hinanden, gør det ikke den store forskel, at den ene skal bede en bøn fem gange om dagen. Det er egentlig ikke så meget anderledes end en ryger og en ikke-ryger, hvor rygeren skal ud på altanen fem gange om dagen!

Hvordan blev reaktionen på stykket?
Utrolig positiv. Alle mulige kom pludselig i teatret. Hele tyrkiske familier i stiveste puds. Grupper af unge muslimske kvinder, der sad på forreste række og havde en fest. Egentlig var vi meget mere respektløse over for islam, end Muhammed-tegningerne nogen sinde var – men den muslimske del af publikum kom og var glade. De følte sig inkluderet – vi lavede sjov med hinanden. Ikke grin – men sjov.
Ligesom jyder og sjællændere laver sjov med hinanden, uden det betyder, at vi ikke kan leve sammen i samme land. Der blev ikke gjort nar ad nogen – folk lo og morede sig sammen.
Vi oplevede en mildhed bagefter. Ligesom efter det beboermøde, der startede det hele. Vi løste ikke deres problemer. Men bagefter løste de dem selv. Derfor er “Mogens og Mah- moud” blevet en øjenåbner for mig. Det stykke kan lige netop det, mine andre stykker ikke har kunnet.

Hvad er forskellen?
Jeg har gennem tiden været meget konfronterende rent politisk. Jeg har gennem mine forestillinger sagt: “Det er for galt!”, “Det er for dårligt!”. Jeg har advaret mod spin i “Spindoctor”, jeg har lavet dokumentation omkring Irak-krigen i “Let’s kick ass”, jeg har været rundt i indvandrerlovgivningen med “Dronningen af Malmø” – og alle, der er enige med mig, er kom- met og har klappet mig på skulderen, har rost og givet mig priser. Men de, der er uenige med mig, har holdt sig væk – og hvad har jeg opnået? Ikke en hujende fis! Hovedslynglen sidder som generalsekretær for NATO, og der er ikke flyttet noget som helst! Jeg har ikke overbevist et eneste menne- ske – jeg har blot bekræftet alle dem, der i forvejen tænkte som jeg. Derfor viser “Mogens og Mahmoud” et helt nyt lys – en helt ny vej. For her har jeg faktisk flyttet nogen. Jeg har fået muslimer til at sidde og le ad koranen og imamer i en grad, som tidligere kunne have startet tredje verdenskrig. Her er der virkelig sket nogle nye ting, og folk er rykket tættere på hinanden.

Hvorfor har det den effekt?
Min gamle elskede ven, Jes- per Klein, havde et valgsprog. Han var af gammel skånsk adelsslægt, og de havde et våbenskjold hvorpå, der stod: “Intet uden mildhed”. Og i det valg- sprog føler jeg lidt, at jeg har set lyset. Der er så meget unødig konfronta- tion, så meget konfrontation, der kan undgås. Ikke ved at bøje af – men ved at afdramatisere de forskellighe- der, der er i spil. Når man sætter et stykke op på teateret, så dramatiserer man jo det pågældende stykke. Men med “Mogens og Mahmoud” har jeg nærmere af-dramatiseret noget. Det skulle næsten stå på plakaten: “Mo- gens og Mahmoud – afdramatiseret af Flemming Jensen”! Kort sagt kan man sige, at jeg er blevet enormt fascineret af glædens kraft. Jeg har altid haft glæden i mig – som en indfaldsvinkel, jeg kunne bruge på tingene. Men det er et livssyn, jeg i særlig grad har op- levet i de små grønlandske samfund og i landsbyerne på Bali, i Nordviet- nam osv. Her er der enorm respekt for glædens kraft. Her er glæden én af nøglerne til selve overlevelsen.

Er glæden gået af mode i dansk humor?
Det, der slår mig, er, at humor er blevet til hån og latter er blevet til grin. Det er som om, der er sket en primitivisering af vores fælles hjernebark. Begrebet satire er reduceret til fis
og ballade og gøren nar. Det er en skandale. Faktisk er det kun i revyen at satiren har overlevet i en rund og godartet form. I de fleste andre genrer er glæden og rundheden væk. Formå- let er uklart, og det handler mest om ingenting.

Er det derfor du har kaldt et af dine shows “Stand-up – nu med indhold”?
Ja – det er måske lidt højrøvet, men jeg tager det som en hensigtserklæring! Jeg har det bare svært med dem, der har sådan en lille bitte referenceramme. Der er så meget stand-up i dag, der foregår i et univers på størrelse med en desserttallerken. Hvor det handler om at børste tænder om morgenen og dyrke sex om aftenen. Problemet med at lave samfundsrelevante ting i dag er, at den fælles referenceramme bliver mindre og mindre. For 30 år siden kunne vi lave ret detaljerede ting, fordi vi medTV- avisen og de landsdækkende aviser havde en fælles referenceramme. Der var ganske enkelt mange ting, vi alle sammen kendte til. Og når man går ind på en scene, bliver man nødt til at lave sjov med noget, folk kender til. Det nytter ikke noget at gå ind og sige: “Godaften. Jeg vil nu lave sjov med følgende …” – og så lige oriente- re om det. Der er desværre bare sket det sørgelige, at vores eneste fælles referenceramme i dag er Se og Hør og Billedbladet. Når det er uden for den ramme, ved folk generelt meget lidt. Og det er målbart.

Er vi da blevet dummere?
Jeg tror ikke, vi er blevet dummere. Men vi har vores viden fra mange mange forskellige steder – blandt andet internettet selvfølgelig. Vi har ikke den der fælles bank mere, hvor vi hæver vores viden. Så det, der før gav os en fælles referenceramme, er blevet spredt i tusind retninger – atomiseret. Jeg elsker nettet! – men der er noget farligt ved, at vi alle sammen kan opsøge vores helt personlige interesser. Og endnu vigtigere – vi kan slippe for at blive konfronteret med alt det, der ikke interesserer os. Hvis vi nu interesser os for hamstere i hvidt undertøj, så findes der nok en hjemmeside, der hedder www.hamstersin whiteunderwear.com. På den måde kan man målrettet begrænse sig selv. Det, der skulle være den store “åbner” – altså internettet – bliver faktisk den store “lukker” i stedet. I hvert fald for det, der skulle være fælles for os. Man kan nøjes med at opsøge mere af det, man allerede har i forvejen – og på den måde bliver man jo aldrig udfordret.
På nettet har du hele verden til din rådighed. Men den åbning ud mod al ver- dens viden ender med at blive en indsnævring, fordi man sorterer alt andet fra. Man bliver på en eller anden måde blind for helheden.

Så internettet bliver bare ét stort spillerum for ene individuelle universer?
Ja. Selv når vi går ind på de samme hjemmesider, ser vi noget forskelligt, fordi vi udgør forskellige målgrupper og derfor vil blive præsenteret for forskellige reklamer. Hele den der målgruppetankegang er i det hele taget problematisk. Kvalitet bør være noget, der kommer fra afsenderen ud fra tanken: “Hvad har jeg på hjerte?” I stedet tænker man nu: “Hvad vil folk gerne have?” Det er det spørgsmål, der stilles, når markedsøkonomien sætter sig på ens tankegang. “Kan det sæl- ges?”. Det gælder også for f.eks. for vores politikere og den politik, de fører. Det er blevet et grundvilkår, hvor man hele tiden spørger sig selv: “Gør jeg mig?” Kan det sælges?”, hvor udgangspunktet i stedet burde være – for varer, for mennesker, for politik: “Hvad er det, jeg står for?”

Hvordan kommer det til udtryk i det politiske liv?
I gamle dage stillede en politiker op og sagde “Jeg synes…” – og så stemte man på ham, eller man stemte på den, der syntes noget andet. I dag rækker politikerne en finger i vejret og mærker efter, hvilken vej Gallup blæser. Der er så mange fokus- grupper og meningsmålinger, at politikerne ned til den mindste detalje ved, hvad vælgerne synes og mener – og så retter de ind efter det. På den måde fastholder man politikernes fokus på dem, der vælger dem, i stedet for på det arbejde, de egentlig er valgt til at udføre. Det samme gælder med fjernsyn. Programredaktø- rerne siger: “Så, nu vil lave fjernsyn for de 18 til 191⁄2-årige. Hvad vil den målgruppe have og, hvordan vil de have det?” Så spørger de en gruppe unge på 18-191⁄2 år, hvad de vil se, hvornår de vil se det, og hvem de vil se det med – og så bliver det sådan. De samme mennesker bliver stillet de samme spørgsmål og giver de samme svar – og derfor sender alle kanaler det samme lort på det samme tidspunkt!

Hvad er konsekvensen af det?
Mangfoldigheden går fløjten. Så samtidig med, at valgmulighederne aldrig har været større, får vi en kolossal ensidighed – både i den politiske debat og i medie- billedet. Derfor hører jeg til dem, der anser meningsmålinger for landsskadelig virksomhed! Da jeg for ni år siden lavede forestillingen “Spindoctor” var der rigtig mange, der ikke vidste, hvad en spindoctor var. I dag ved alle det. Det er en helt naturlig del af den politiske debat, som vi alle accepterer. Indpakningen er blevet vigtigere end substansen.Vi har ikke tid til fordybelse – vi skal hele tiden videre. Og det er selvfølgelig fint med fart og fremdrift – men flygtigheden nærer overfladiskheden. Og det er i mine øjne uholdbart i længden. Det er som en plante på en planteskole. Hvis man bliver ved med at grave den op og plante den et nyt sted hver dag – ja, okay, så har den plante sikkert en fest! – men den når aldrig at slå en stor tyk rod.

Er det blevet mere tilladt at være overfladisk?
Det er som om, der er byttet om på grundværdierne. Du må gerne være overfladisk, kynisk og hensynsløs – det er der noget realisme i. Egoisme er ble- vet et plus-ord, noget man kan stræbe efter og være stolt af. Og det hele præ- senteres som et særligt mod til at “sige tingene som de er”. Det værste du kan være nu om dage er “naiv”. Er du naiv, så er du dum, godtroende, glad, blåøjet – og værst af alt: politisk korrekt! Derfor får glæden heller ikke så meget plads i mediebilledet som f.eks. konflikter. De positive historier sorteres fra. Her er vi igen tilbage i tankegangen “Kan det sælges?”. Der er ikke salg i overskriften: “Alt gik godt i ålborg”.Til gengæld er det i dag landsdækkende underholdning at se andre mennesker blive ydmyget i de første runder af X-faktor. Det er egentlig mærkeligt. Jeg bliver da glad for at høre, når der er noget, der lykkes – i stedet for kun at høre om ting, der går galt. Det giver os jo grundlæggende et forkert verdensbil- lede – når vi orienterer os gennem medierne, tror vi, at verden kun består af en hulens masse konflikter og trusler, og at der er brand i gaden over alt.

Er det en tendens du selv føler dig ramt af?
Jeg føler mig ramt, når vores lands- dækkende aviser ikke gider anmelde et stykke som “Mogens og Mahmoud”. Det er blevet set af så mange mennesker hele landet rundt – så hvorfor må Politikens læsere ikke høre om det? Det trækker i mine øjne kulturbilledet skævt og får folk til at tro, at teater er noget elitært, som kun skal ses af de få. På den måde risikerer man at ødelægge noget af det, som netop kan være med til at bringe os sammen. Det er jo knald i låget – for det er jo lige sådan noget som det her, vi har brug for. Vi har brug for at le sammen ad noget af det, vi plejer at skændes om. Når vi gør det, så har vi i mine øjne opnået langt mere end et politisk debat-program, der beskrives som en sportskamp med vindere og tabere. Man kan jo ikke tænke klart med knyttede næver. Det går meget bedre med en udstrakt hånd – og det er derfor, vi har brug for humoren – det er ikke spor for sjov!

af Mette Kramshøj Flinker. Foto Søren Malmose