INTERVIEW TIL POLITIKEN

28/8 2012

Overgår virkeligheden fiktionen når vi ser på de seneste ‘politiske sager’ i Danmark. Hele forløbet omkring Henrik Sass, PET og de påståede rockere- forbindelser. Lækagerne i sagen om Stephen Kinnocks skattesag. Statsministerparrets læserindlæg om homorygter osv.?
På ingen måde.
Da vi for ti år siden opførte forestillingen ”Spindoctor” på Nørrebros Teater – og viste hændelsesforløb, der fuldstændigt matchede nutidens virkelighed – vidste halvdelen af landets befolkning ikke, hvad en spindoktor var. Anmeldelserne var os venligt stemt – man havde moret sig glimrende, fandt forestillingen interessant, ”men så galt stod det da forhåbentligt ikke til”. Sagde man dengang – for man syntes nok, at vi strammede den. Men det kom det at passe!
Så man kan sige meget om satire – men det hjælper ikke.

Overrasker det dig, at den slags sker i dansk politik?
Jvnf. ovennævnte – nej. Det hænger sammen med hele samfundsudviklingen, hvor vi for længst har passeret grænsen ind til Det Substansløse Samfund. Markedsøkonomiens automatik har sat sig på hele vor tankegang – det er salgsprocessen, der er afgørende. Ikke produktet. Kejserens Nye Klæder hedder i dag image, trends og branding – at satse på andet end det, er stort set spildte kræfter. Selvfølgelig også når det drejer sig om at søge indflydelse på vort demokrati. Som jeg i sorte stunder let kommer til at betragte som et postulat.

Hvis det havde stået i en politisk thriller, ville du så have afvist ovenstående sager som værende helt ude af trit med, hvad der foregår i virkelighedens verden?
Næ – for det er præcist sådan noget, jeg har beskæftiget mig med i romaner og på scenen den sidste halve snes år.
Rykker det grænserne for hvad du vil skrive i din næste roman/tv-manus?
Næ. Men det ændrer min indfaldsvinkel. Erfaringen er, at uanset hvor præcist man rammer, uanset hvor skarp satiren er, og uanset hvor meget, man har ret – så hjælper det ikke. Så kan man selvfølgelig vælge at buldre rasende løs og skyde med skarpt fra hoften for underholdningens skyld – det står der jo megen respekt omkring.
Men med min sidste forestilling ”Mogens og Mahmoud” på Folketeatret opdagede jeg, hvad der rent faktisk kunne flytte noget: gemytlighed! Det havde en målbar effekt at gå ikke-konfrontatorisk til værks, men gemytlighed agtes ikke særligt højt. Vi spillede 79 gange på nogle af landets største teatre og oplevede et meget forskelligartet publikum sidde i salen og le ad alt det, de ellers plejede at skændes om. Og ved debatterne efter forestillingen kunne vi måle en forbavsende effekt, som ikke var der dengang vi ville skænd’s. Men hverken Politiken, Information eller Weekendavisen gad så meget som anmelde forestillingen – jeg tror at grunden var den gemytlige tilgang. Gemytlighed er jo meget folkeligt og jævnt – men det er altså dét, der batter! Bare så I ved det.

Spørgsmål v/journalist Niels Nørgaard