MOGENS & MAHMOUD

Folketeateret 2012

Forestillingen er helt nyskrevet, men tanken opstod ud fra den gamle film ”The Odd Couple” med Jack Lemmon og Walter Matthau (herhjemme hed den ”Hvem støver af?” og var med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær). En helt igennem ufarlig historie.

Så tænkte vi: hvad nu hvis en muslim med mellemøstlige rødder var nødt til at ha’ sin pæredanske chef boende i sin lejlighed på 7. sal i Avedøre? Mahmoud er it-nørd – Mogens er revisor med slips i en neutral farve. Og hvis der så til handlingen tilføjes en lidt firkantet fiskeeksportør fra Hirtshals – hans kone, hvis eneste chance her i livet er kunstig intelligens – en ung, kvindelig, meget vranten, men vellignende fysioterapeut og ikke mindst Imamen fra Brønshøj …. så ku’ det hele såmænd godt gå hen og blive ret skægt.

ANMELDELSER:

BØRSEN
****** – 6 stjerner – Herremorsom integrationskomedie…lattermusklerne kommer på hårdt arbejde.

JYLLANDSPOSTEN
”Et kultursammenstød af den fornøjeligste slags.”
”Der vil blive grinet godt og grundigt … Flemming Jensens søde og vittige integrationskomedie.”
”Skægt er det – vittighederne svirrer som veloplagte bier om ørerne på persongalleriet.”
”Vi forstår det –og vi griner. Og langsomt udviskes kulturforskelle, så vi kan smile af og med hinanden.”
”Claus Bue og Susanne Heinrich skaber skøn og præcis situationskomedie”
”Christine Cjerulff rammer fint overboens blanding af rapkæftethed og sødme.”
”Jensen og Marzouk klæder hinanden til fuldkommenhed.”
”Instruktøren Peter Schrøder har orkestreret løjerne med usvigelig sikker hånd.”
”Renhjertet komik.”
”Dette her er ikke en folkekomedie, selv om det spilles på Folketeatret. Det er mellemfolkelig komedie – og det er endnu bedre.”

HORSENS FOLKEBLAD:
”Med Mogens og Mahmoud har Flemming Jensen skrevet en komedie, der er underholdende, sjov og meget fællesmenneskelig uden at blive docerende”
”Et spil, der langer respektløst ud til alle sider … moralen ligger i smilet og latteren frem for at blive dunket i hovedet på os.”
”Og så er det svært ikke at falde for Max Hansens tackling af imam Khalid Yasin fra Brønshøj … både her og mange andre steder undervejs er vi meget langt fra den politiske korrekthed.”

SKIVE FOLKEBLAD
Genistreg!
”Magen til indholdsrigt sammensurium af replikker, der sidder lige i skabet, skal man lede længe efter.”
”Her var der saft, kraft og masser af vitaminer!”
”Med sit tredje pletskud inden for få år må Flemming Jensen med Mogens og Mahmoud have skabt en nyklassiker.”
”Det er faktisk let at sige ordet ”genistreg”, hvis vi kun får ét eneste ord til at karakterisere stykket.”
”Der spilles mesterligt i Mogens og Mahmoud. Det kan næppe overraske nogen at høre, at Flemming Jensen, der spiller med hver en muskel i kroppen, gør det fremragende, ligesom også Max Hansen som imamen gør det fremragende.”
”Omar Marzouk overrasker … og leder tankerne hen på salig Dirch. Standup’eren var ganske enkelt fantastisk, og nu må vejen til de skrå brædder for alvor være afmærket for så stort et talent.”
”Aktualiteten, verbale fuldtræffere og fornemt skuespil hæver stykket højt op over al middelmådighed og giver masser af liv og eftertanke til løjerne.”

JYDSKE VESTKYSTEN
”Flemming Jensen og Omar Marzouk får en ferm og stærkt underholdende forestilling ud af et kulturmøde med flæskesteg, julepynt og jøder fra Hirtshals.”
”Der er masser af punchlines i den politiske komedie.”
”Flemming Jensens manuskript undgår tilløb til kulturradikale pegefingre. Figurerne gør det forkerte!”

FLENSBORG AVIS
”Dejligt at se et kultursammenstød uden kulturradikal selvfedme.”
”En komedie, der i formidabel Flemming Jensen-stil kommer op på 200 kilometer i timen.”
”Vittigheder og giftigheder fyger gennem luften. Og det er aldeles underholdende.”
”Hvem kan ikke bare falde pladask for en komedie, der har noget på hjerte!”
”Der blev klappet igennem i salen efter tæppefald. Og det var fortjent.”

FYNS STIFTSTIDENDE
”Et godt og begavet multikulturelt grin.”
”Victor Borges påstand om, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker, er så sand. Når skuespilleren og forfatteren, den seriøse komiker, Flemming Jensen kaster grinet ind mellem kristne, muslimer og jøder, er det endnu bedre.”
”Flemming Jensens forrygende repliksmederi er i gang.”
”Mahmoud spilles med store troskyldige øjne og meget rørende af standup-komiker Omar Marzouk.”
”Så er der motion for lattermusklerne!”
”Alle tvinges til at smide fordomme og give freden en chance.”

DAGBLADET
”Det er heldigvis hylende morsomt!”
”Glimrende spillet af Omar Marzouk”
”Publikum kvitterede med lange klapsalver for et flot skuespil.”

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
Det grove er det sjove.”
”Den seriøse humorist Flemming Jensen er kommet langt med sin komedie.”
”Publikum bli’r hurtigt sat i godt humør, barokke indfald krydser hele tiden historien.”
”Omar Marzouk er sød og veloplagt som den unge muslim i samspil med Flemming Jensen som den danske ordekvilibrist.”

VEJLE AMTS FOLKEBLAD
”Mogens og Mahmoud er vildt morsomt!”
”Flemming Jensen har tidligere tacklet fremmedhadet i sine teaterstykker, og hans finurlige humor fornægter sig heller ikke denne gang.”
”Stykket er Marzouks debut som skuespiller. Han er rigtig god også til det.”
”Stykkets perle er dog Max Hansen som madglad og slibrig imam.”

FOLKETIDENDE
”Lattersucces”
”Det er dejligt at opleve en forestilling, man kan more sig kosteligt over.”
”Det er en forestilling dømt til lattersucces.”
”Et vittigt kultursammenstød, hvor fordommene for alvor kommer på kollisionskurs.”
”Der er situationskomik og vittige replikker for alle pengene – og så spilles der for fulde gardiner.”
”Flemming Jensen og stand-up-komikeren Omar Marzouk får et glimrende parløb sat på skinnerne.”
”Max Hansen ses i overdådig komisk udfoldelse.”
”Lattersuccesen er hjemme.”

MEN ……. – mystik
POLITIKEN, INFORMATION, WEEKENDAVISEN og BERLINGSKE TIDENDE
fandt det ikke umagen værd at anmelde eller omtale forestillingen.
Folk som os, der insisterer på at være i godt humør, bli’r ofte dømt useriøse af mennesker, for hvem den slags er ukendt territorium.
I den sæson spillede forestillingen fast på et af landets største teatre ,Folketeatret, OG var på en lang turné til de fleste af landets teatre. Vi oplevede at få befolkningsgrupper i teateret, der aldrig havde været der før – på Folketeateret kunne vi konstatere en stejlt stigende perker-frekvens (“hvor føler vi os dog dejligt inkluderet, når der nu er nogen, der også gider lave sjov med OS”) – en stor forskellighed af mennesker sad sammen i teatret og lo aften efter aften ad alt det, vi ellers plejer at skændes om.
Hurra! Vi var jublende lykkelige over at se det lykkes!
KULTURREDAKTIONERNE på ovennævnte aviser ville dog skide os en hatfuld. Intet kunne interessere dem mindre end teater, hvor publikum ligefrem ler! De fornemmede, at folkelighed var indfaldsvinklen – og gøs derved.
Det er ikke ubegavede mennesker, der sidder på de redaktioner. De skriver klogt, fornuftigt og engageret om mangt og meget – jeg læser og føler mig ofte beriget.
MEN DET ER ET PROBLEM, at den mentale blokering over for begrebet folkelighed/lige-ud-ad-landevejen-fortællinger trækker kulturbilledet skævt. Redaktionernes manglende indsigt bli’r til læsernes problem. Heller ikke på redaktioner er uvidenhed ønskelig.
Røde kinder er ikke fint – men det er fandeme klædeligt!
Det var ikke noget problem for teatret – der kom masser af mennesker, så vi var forkælede. Og nød det!
Men det var dybt ærgerligt, at det aldrig blev en del af samfundsdebatten, at gemytlighed ikke bør undervurderes som indfaldsvinkel. For dér ligger der et vakuum midt i den tiltagende afstumpethed.

FORESTILLINGEN blev alt det, vi havde kunnet ønske os – EN SUCCES!

De fleste af de landsdækkende avisers medarbejdere blev en FIASKO.

MEN SÅ ER DER JO SÅ MEGET ANDET AT GLÆDE SIG VED – så det gør vi.


MogMbillede2-fritlagtLATTER BATTER!

af Omar Marzouk og Flemming Jensen

Nogle af vore ganske almindelige huse skal nu finde sig i at blive kaldt ghettoer. Det er der mange, der er glade for. Forenklinger og kategoriseringer gør debatten lettere og skarpere. Det var vel nok dejligt!
Ligesom folk, der selv er født i Danmark, men hvis forældre er født i et varmere klima, skal finde sig at blive kaldt andengenerationsindvandrere i stedet for danskere. Fint! Så ved vi, hvor vi har dem. Pakkeløsninger er vejen frem – også i debatten. Er I med os, eller er I mod os? Er det får, eller er det bukke? Sort eller hvid?
Væk med nuancer og mellemtoner! Det gør verden mere overskuelig – men unægteligt ikke klogere.
Sagen er jo, at de fleste af os er ganske almindelige mennesker, med onkler og tanter både i Rudkøbing og Fallujah. Og nogle af os er dødtrætte af polariseringen – i debatten, i kulturen, mennesker imellem.
Det er ikke kun Jon Steward, der føler trangen til at starte et ”Rally for Sanity”. Vi har længe tænkt det samme.
Højrefløjen taler til venstrefløjen, som om hele banden er stalinister – og venstrefløjen taler til højrefløjen, som om den udelukkende består af Djengiz Khan- og Margaret Thatcher-kloner.
Der findes vel også nogle af slagsen. På begge fløje. Men det er pokkerme ikke mange!
Hvorfor skal hele debatten så hele tiden køre på deres præmisser? Hvorfor al den ballade?
For underholdningens skyld, tror vi. Konflikt er mediernes brændstof. Journalistik skal helst være hårdtslående, synspunkter skal helst være skarpe – vi gider ikke høre på noget, der ikke er konfrontationssøgende.
Men man kan sagtens være uenige – og så ende med at blive enige. Eller nå et mellemstadie.
Men ikke hvis konfrontationen er målet!
Ikke hvis udgangspunktet er knytnæver frem for fremstrakte hænder.
Ikke hvis det vigtigste spørgsmål efter en Helle Thorning Schmidt/Løkke Rasmussen-debat (-duel!) er: ”Hvem vandt?”
I stedet for: ”Hvad fik vi bedre belyst? Hvor fik vi tilføjet nogle nuancer? Hvad fik vi at vide, som vi ikke vidste før?”
Primitiviseringen af samfundsdebatten indebærer, at vi taler os væk fra hinanden. Fordi dette fra starten netop har været hensigten.
Men vi taler altså demokratiet i smadder på den måde!
I særlig grad gælder dette den evindelige indvandrerdebat, der i mere end 30 år ikke har flyttet sig ud af stedet. En laaang slagudveksling uden noget andet resultat, end at fløjene er blevet styrket, og mellemtonerne er forsvundet. Dumt!
Hvad kan vi gøre ved dét? Åbenbart ikke rigtig noget.
Men så var det, at vi to opretstående show-folk gjorde en erfaring:
En beboerforening fra en af disse forkætrede betonbebyggelser omkring vore større byer havde gennem tiderne forsøgt at holde debatmøder om bebyggelsens problemer. De forskellige etniciteter havde det ikke godt med hinanden – men debatten blev aldrig til noget. De var for vrede på hinanden. Næverne var knyttede, når de kom – og også når de ganske kort tid efter gik igen.
Fronterne var fastlåste.
Så hyrede de Omar og Jensen – med hver vores stand-up-set – til at lave lidt sjov før mødet. Det gjorde vi så – og det gik faktisk ret fint. Folk morede sig, når vi talte om vore forskelligheder og jokkede lidt varsomt på ellers ømme tæer. Vi er jo begge to danskere – den ene er født på Amager og den anden i Sydsjælland. Men hvor Flemmings forfædre, så langt han kan se tilbage, har stået solidt plantet i den sydsjællandske muld, så har Omars familie gennem flere generationer haft langt mere sand mellem tæerne.
Vores religioner er forskellige: Omar har en. Og Flemming kan ikke rigtig finde ud af det. Vore skikke er forskellige. Vores alder er såmænd også forskellig, selv om Flemming mener, at det må svært at se. Og så videre.
Publikum var lige så forskellige som os.
Når vi så havde muntret os en times tid med den manglende ensartethed, og folk havde lunet sig lidt ved drillerierne – så ku’ debatten lige pludselig godt lade sig gøre!
Og det skete ikke, fordi vi to er specielt geniale. Desværre ikke.
Det er indfaldsvinklen, der gør det: Humor er et blødgøringsmiddel. Det er menneskets svar på Bamseline! I modsætning til hån. Humor baner vejen for, at vi kan tale om sagen, i stedet for at fokusere på, om det nu er den ene eller den anden, der vinder.
Kan man så bruge den slags erfaringer til noget?
Det synes vi.
Så nu har vi besluttet at gøre det, man kalder ”walk the talk!” – at lade handling følge på ord: vi laver en hel teaterforestilling bygget på det samme princip. Og spiller den to år i træk – første gang i efteråret 2011 – sammen med dygtige skuespillere, så folk ikke føler sig snydt.
”MOGENS og MAHMOUD” hedder forestillingen, og den er lavet specielt med henblik på netop Folketeatret – så vi både kan komme rundt i landet og spille i København.
Forestillingen er helt nyskrevet, men tanken opstod ud fra den gamle film ”The Odd Couple” med Jack Lemmon og Walter Matthau (herhjemme hed den ”Hvem støver af?” og var med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær). En helt igennem ufarlig historie.
Så tænkte vi: hvad nu hvis en muslim med mellemøstlige rødder var nødt til at ha’ sin pæredanske chef boende i sin lejlighed på 7. sal i Avedøre? Mahmoud er it-nørd – Mogens er revisor med slips i en neutral farve. Og hvis der så til handlingen tilføjes en lidt firkantet fiskeeksportør fra Hirtshals – hans kone, hvis eneste chance her i livet er kunstig intelligens – en ung, kvindelig, meget vranten, men vellignende fysioterapeut og ikke mindst Imamen fra Brønshøj …. så ku’ det hele såmænd godt gå hen og blive ret skægt.
Især hvis den politiske komedie i virkeligheden viser sig at være en varm kærlighedshistorie …
HVIS vi nu kan få teatersale over hele landet til at sidde og le hjerteligt ad alt det, vi plejer at skændes om? Ville vi så ikke ha’ opnået mere, end vi ville ha’ kunnet opnå ved en tænderskærende konfrontation i et debat-program?
Vi tror det. Om ikke andet vil vi måske ha’ sørget for, at den næste diskussion bli´r knapt så tænderskærende, fordi man lige har siddet sammen og leet ad noget, der ligner.
Vi kan næsten ikke holde ud dagligt at gå rundt i den nuværende tsunami af uforsonlighed.
Der vil selvfølgelig fluks være nogle, der spørger, om man ikke kan kalde denne forestilling politisk korrekt? Jo, det vil vi da så sandelig håbe! Men intentionen er nu primært at være ræsonnabel.
Man forveksler tit de to begreber.
Lad os dog få skruet lidt ned for det daglige hundeslagsmål, og lad os begynde at trække lidt på smilebåndet ad vrede folk, der råber højt og slår i bordet. Vi skal ikke muntre os over disse ubesindige mennesker for at skjule en eksisterende uenighed, men for at kunne håndtere den.
Der står alt for stor respekt omkring underkæbens fremrykning inden for den offentlige debat – og der er alt for lidt respekt for folk med røde kinder.
Humor og alvor er ikke modsætninger. Hvis man fjerner alvoren fra humoren og humoren fra alvoren, så har man taget intelligensen ud af begge dele.

Så det synes vi, at man skal holde op med.