REGERINGEN KRÆVER FLERE FATTIGE … STRAKS!

Hjælp

FLYGTNINGE ER OGSÅ MENNESKER
Tale ved folketingets vedtagelse af ny lov 27/8 2015

Det er lidt uvant for mig at stå her. Normalt er min talerstol teateret…. men det må gå, som det kan. Jeg gider ikke bare holde mund.

”Flygtninge er også mennesker” står der på et banner dér – ja, det er den overskrift, vi samles under. ”Flygtninge er også mennesker” – det er jo sådan set en temmelig overflødig konstatering. Og der bør råbes vagt i alt andet end gevær, når vi er en så stor gruppe mennesker i vort land, der har følt, at det her i 2015 er nødvendigt at gøre opmærksom på noget så selvfølgeligt som, at flygtninge … er mennesker.
Vel at mærke – meget modige mennesker, handlekraftige mennesker, der for at skaffe deres børn og sig selv et liv – med netop livet som indsats har udstået strabadser og taget chancer, som I og jeg dårligt kan forestille os.
Vi taler ikke om bekvemmelighedsflygtninge eller nasserøve, men om mennesker, hvis verden er styrtet i grus. Og som så alligevel har samlet sig sammen og udvist et mod, en udholdenhed og en beundringsværdig ansvarsfuldhed over for egen situation.
Respekt! Bør de mødes med. Respekt!

Jamen, Danmark kan ikke tage imod 60 millioner flygtninge!
Det er der altså heller ingen, der forlanger.
Men de, der så kommer hertil, kan vi behandle anstændigt!
Desværre – lige netop dét er det så, at et folketingsflertal i netop disse timer vil vedtage, at vi ikke skal.
Stramningerne skal være et signal – så det ikke er her flygtningene flygter TIL. Men folk på flugt for deres og deres kæres liv flygter ikke TIL – de flygter FRA!
Alligevel … folketingets flertal ønsker faktisk, at rygtet spredes ud over verden, at Danmark er det land, hvor mennesker på flugt for deres liv kan se frem til at nedsynke i fattigdom og isolation. Og hvis den stadig ikke er feset ind, så vil vi indrykke annoncer i udenlandske aviser, så det kan blive kendt viden om, at for udlændinge er Danmark et rigtigt ubehageligt land, hvor det nationale motto er: ”Kom ikke her!”
Ét er, at adskillige bekymrede erhvervsledere har været ude at gøre opmærksom på, at for Danmark er markedsføringsværdien ved den slags tiltag sådan set ret begrænset.
Men det vigtigste er noget så simpelt som: Det er sgu ikke i orden!

Nu er det svært at diskutere politik i et land, hvor magthaverne har valgt ikke at sidde i regering. Men der er næppe tvivl om, at disse magthavere alligevel har haft indflydelse på regeringsgrundlaget.
Jamen hov! Stop en halv! Det kan da ikke være muligt? Det er jo selvmodsigende.
Der står jo i regeringsgrundlaget, at Danmark ”er et kristent land” ….. med andre ord bygger på kristne værdier. Alle i Danmark er jo ikke kristne – det er jo ikke engang alle medlemmer af folkekirken, der er det – men nu har vor regering altså valgt at lade det stå centralt i selve regeringens grundlag, at ”vi er et kristent land”. Og hvis ord skal ha’ indhold – og hvorfor dog ikke prøve dét? – så er begrebet ”næstekærlighed” ikke til at komme udenom. Den barmhjertige samaritaner, der stopper op og hjælper den nødstedte – han er det kristne ideal. Det er sådan, man opfører sig.
Når ens næste er i nød – så hjælper man ham eller hende. Betingelsesløst. Og hvem er så ens næste – det er meget nemt – det står i de kristnes bibel: Det er den, man viser barmhjertighed.
Regeringens politik stemmer simpelthen ikke med dens eget regeringsgrundlag – de to ting modsiger hinanden – og enten må man lave om i lovforslaget – eller også må man lave om i bibelen.
Kender jeg Inger Støjberg ret, vælger hun at justere bibelen.

Den netop overståede valgkamp var dybt rystende at overvære. Den tog form som en konkurrence – ja, faktisk som en Bruun Rasmussen-auktion over, hvilken fløj, der kunne tilbyde at behandle mennesker i nød dårligst. Der var flest points til de partier, der fandt de snedigste og mest effektive måder at lukke øjne og ører for mennesker, der i deres fortvivlelse bad om vores hjælp. Og se meningsmålingerne – jeg skal love for, at det gav pote!
Så det nytter ikke noget kun at pege fingre ad regeringen. Når vi, der forsøger os som satirikere, i ny og næ kan komme til at kalde enkelte af vore politikere for idioter – så må vi jo ikke glemme, at de egentlige idioter er de idioter, der har valgt idioterne.
Os selv – befolkningen. Tiden er kommet til at gribe i egen barm – og efter min personlige erfaring bli’r det jo nemmere og nemmere med årene.
Så vi er nødt til at tale med hinanden om det her – tale, ikke skændes, så går alt i stå – men vi tale!
Vi må spørge: Er der sket et skred med og i os alle sammen?
Kan det være sådan, at gennem den sidste snes år har troen på markedsøkonomiens ufattelige kræfter sat sig på vore hjerner og hjerter? Så vi tænker og føler anderledes?
Så hvor vi før spurgte: Er det her godt eller dårligt? Er det anstændigt eller uanstændigt? Er det i orden eller er det ikke i orden? – Dér er disse forskellige spørgsmål nu blevet erstattet af ét eneste og meget enklere spørgsmål: Kan det sælges?
Forstået i videste forstand – det vil sige – hvad siger meningsmålingerne, hvad siger fokusgrupperne, hvad siger seertallene, hvad siger økonomerne – kort sagt: Kan det betale sig?
Er det sådan, at pragmatisme har fået en alt for fremtrædende plads i vort land? At det, der altid har været substantielle tanker om etik og moral, nu hånligt affærdiges som politisk korrekthed og pladderhumanisme.
Hvorimod der står stor respekt omkring at være klar i spyttet, omkring firkantethed, målrettethed – man skal ha’ is i maven! Det er vigtigt! I kritiske problematikker – som denne – skal man ha’ is i maven.
Se, nu skal man altså ikke vide ret meget om peristaltik for at vide, at hvis man har is i maven, så varer det altså ikke ret længe, før man bli’r kold i røven.
Vi lukker vores dør, bygger et pigtrådshegn, opfører en mur – og så må de finde ud af det i nærområderne. Pøj med det derude i nærområderne – den nye danske regering skal nok støtte op om jer, og vi starter målrettet med at beskære udviklingshjælpen med 2,5 milliarder! Så er der fest!
Fredsommelige folk som os, der står her på pladsen, trækkes der nok lidt på skuldrene af. Og hvis der i tv-avisen skulle dukke blot et par enkelte billeder op af os her på denne plads, vil det for mange af vore tv-kiggende medborgere blot være et levende bevis på, at Copenhagen Fashion Week – modeugen – endgültig er forbi.
Et enfoldigt sammenrend af blåøjede bedsteforældre, der har holdt sig i live helt fra 1968. Herregud!
Vi er lidt naive – vi er lidt godtroende – vi er lidt letsindige.
Hvad er der i vejen med at tro godt?
Hvad er der i vejen at ha’ et let sind?
Hvad er der dybest set i vejen med naivitet – det er en meget undervurderet egenskab. Og som andre egenskaber, kan naiviteten selvfølgelig ikke stå alene – det ved jeg godt – men den skal ikke udelukkes fra selskabet. For så bli’r selskabet en gold affære.
Så de få af de mange mennesker, vi er i stand til at tage imod – dem skal vi også tage os af. Ordentligt – de skal ikke være pariaer – de skal ikke isoleres og liiiige holdes på et eksistensminimum – intet menneske er kun til opbevaring.

Jeg kan næsten ikke li’ at nævne Inger Støjberg igen – hun får alt for meget omtale – men det må til. Når man som hun har oplevet at besøge en mellemøstlig flygtningelejr og derefter mener, at vi vil gøre flygtningene en bjørnetjeneste ved at lade dem flytte til Danmark – ”for der vil de have svært ved at falde til” – så må jeg sige, at jeg har også været i nogle af disse flygtningelejre. Og jeg kan oplyse, at dér har flygtningene også meget, meget svært ved at falde til. Vi taler om overlevelse, integrationsminister! Vi taler mad, vi taler vand, vi taler tøj til deres børn. Og sommetider er vi så dristige, at vi også tør tale håbet om bare et lille glimt af glæde.

Vi kan ikke redde verden!
Okay – men så kan verden heller ikke redde os.
Kun et fuldstændigt historieløst menneske kan hævde, at Danmark hverken har lod eller del i disse menneskers ulykke. Det har vi! Vi har været med til at røre rundt i suppen i de globale katastrofer, der har smadret disse menneskers tilværelse.
Den FN-stridige og ulovlige krigsindsats i Irak, som vort lands i særklasse mest katastrofale statsminister nogensinde – med befolkningens applaus! – fik løjet os ind i, var med til at skabe en væsentlig grobund for dagens grufulde kaos i Mellemøsten.
Og den himmelråbende uretfærdige globale ulighed, der lader millioner lide nød og nogle få tusinde blive multimilliardærer – den udvikling er vi en del af – vi tror på den – og praktiserer den i foreløbigt lidt mindre målestok herhjemme.
Der er i verden RIGELIGT med ressourcer til at finansiere noget, der kan nærme sig en løsning – ressourcerne sidder bare på for få hænder.

Altså – de mennesker, vi ta’r imod, behandler vi ordentligt. Det kan og må ikke være anderledes.
Den store globale problematik må vi stå sammen med andre om. Europa – FN – al verdens forsamlede politikere – vi gider ikke længere betale for rejser på business class til Bruxelles og Rio de Janeiro, hvis politikerne alligevel sidder på hænderne, når der er håndsoprækning. Mange af vore politikere er kommet i tanker om at en del af disse såkaldte nærområder er de rige mellemøstlige oliestater. De er ikke hjælpsomme. Dem skal vi lægge pres på! Hvordan gør vi så det? I praksis.
Saudi Arabien, der har cirka samme retsvæsen og syn på kvinders rettigheder som Islamisk Stat, er en af vore tætteste allierede. Så pyt med, om der ryger et par hænder i ny og næ.
Der afholdes konferencer og internationale sportsstævner i Qatar – så pyt med, at slaveriet i moderne udgave stadig praktiseres dér. Og det danske udenrigsministerium la’r dronning Margrethe smutte ned og overrække storkorset af Dannebrog til diktatoren i Bahrein – pyt med det!
Se, det kalder jeg at lægge pres.
Men vi finde nogen at være sammen med om dette her.

Og hvad vi end gennem årene har ment om EU, så er her endelig en meningsfuld europæisk opgave. Det kan selvfølgelig være svært at ha’ tillid til en organisation, der efter 22 års forhandlinger stadig ikke kan blive enige om at lade være med årligt at smide 800 millioner ud ad vinduet til én gang om måneden at flytte hele EU-bureaukratiet med ringbind og sekretærer og laptops og hele dynen en formålsløs tur fra Bruxelles til Strasbourg og tilbage igen.
Nu be’r vi så de samme mennesker forsøge at løse en dybt kompliceret menneskelig katastrofe….. Oddsene er vist ikke helt oppe at ringe.
Men det ER den eneste mulighed – og vi må be’ disse mennesker ta’ sig sammen.
Og bakke op om dem!
Ikke søge at underminere og fraskrive os internationale forpligtelser og konventioner. Sagen er for alvorlig til partipolitik, men det er selvfølgelig besynderligt, at et af de politiske partier, der i 43 år har stået i spidsen for at trække den modstræbende danske befolkning ind i det fællesskab der er endt med at hedde EU – nu er blandt de første, der kræver begrænsninger i fællesskabet.

Det er svært at få nuancer med i en tale i fri luft. Gråtonerne drysser hurtigt ned på asfalten.
Men det korte af det lange er jo: Også vi er nu et multikulturelt samfund. Fyldt med nye befolkningsgrupper, der nu også har ret til at være med til at definere, hvad det vil sige at være dansk. Vi, der har været danskere længst, kan hyle og skrige og synes, at det er udansk og forkert – men vi kommer ikke uden om mangfoldighed. Og så kan vi jo lige så godt glæde os ved, at når folk er forskellige ….. så gi’r det ganske vist problemer.
Men det er altså også underholdende.

Se det i øjnene: Globaliseringen er over os – verden bli’r mindre og mindre – og alligevel stiger portoen. Det er underligt – men det må vi vænne os til.