i ly af latter

a2-lilleFORLAGET SKRIVER:

Manden med de mange kasketter – og en enkelt nissehue…
I en underholdende og ærlig selvbiografi fortæller Flemming Jensen om et alvorligt liv fyldt med latter. En meget personlig øjenvidneskildring, hvor alderen mest tager form som smilerynker. Og så er han en af disse kunstnere, der aldeles utilbørligt blander sig i politik…
Du kender ham måske som grødnissen Lunte, som skuespiller, tv-vært, instruktør eller forfatter. Kært barn har mange kasketter.
I denne biografi er det forfatteren Flemming Jensen, som fortæller om mennesket Flemming Jensen. Ham, der skabte ængstelse hos sine forældre ved at lægge pegepinden på hylden og skifte den sikre lærergerning ud med det usikre liv som kunstner. Som har modtaget litteraturpriser i udlandet for sine bøger, han ikke kan få anmeldt herhjemme. Som stadig mærker savnet af sin bedste ven – Jesper Klein. Og som muligvis er den største trussel mod dansk film med (uoverlagte) mordforsøg på både Pilou Asbæk og Jesper Christensen.
For første gang svarer Flemming Jensen på mange års beskyldninger om at være flygtet i skattely i England.

Og så er han oppe på de kulturpolitiske barrikader og rynker panden over den del af danske kulturpresse, der er på pletten, når en surmulende, eksperimenterende gruppe i kropsnær trikot stiller sig op på en ølkasse i Sydhavnen – men end ikke viser interesse, hvis noget alvorligt på vore store scener lugter af munterhed.
‘I ly af latter’ er et selvportræt af en mand med mange jern i ilden og noget på hjerte – noget, der ikke kun skal grines af.
Flemming Jensen er forfatter, skuespiller, dramatiker, instruktør og foredragsholder. Han har haft fingre i en hel del: 18 bogudgivelser, 15 skuespil, tv-julekalendere og stribevis af tv-programmer, revyerne fra Tivoli til Hjørring. Han har spillet hovedroller på landets største scener fra Det Kongelige Teater til forsamlingshuset på Avernakø – og så har han boet i Grønland, i en Barnaby’sk landsby i Sydengland og været cirkusdirektør i Tyskland. Med andre ord: han har spredt sig.

MIN SENESTE BOG – har givet anledning til en del interviews, hvor man var meget interesseret i at høre nogle spøjse historier om de kendte mennesker, jeg kender og har kendt. Fred med det – og det er da også sjovt.
MEN – netop derfor bør der kippes med flaget, når man støder ind i kvalitetsjournalistik! I et tyve minutters interview på TV2-FYN, mødte jeg en interviewer, der gud hjælpe mig havde læst den bog, han skulle interviewe mig om, havde forberedt sig og gav med- og modspil!!! Det er uhyre sjældent! OG befriende. Hele interviewet ligger på min hjemmeside under “nyheder” – her er et lille klip. – Men midt i irritationen over den almindelige, overfladiske, journalistiske skimmen og skuen hunden på hårene, der ellers er “the line for the show”, er der faktisk grund til et anerkendende nik til TV2 FYN!

BIBLIOTEKERNES LEKTØRUDTALELSE:

”Det bli’r aldrig kedeligt at være i selskab med Flemming Jensen. Anekdoterne nærmest står i kø for at komme u, og hele herligheden er skrevet med et vidunderligt glimt i øjet. Timerne flyver, og humoren er ikke til at tage fejl af. Teksten er velskrevet og letlæst, og man fornemmer ærligheden, der gemmer sig bag ordene. Jensen skuffer heller ikke denne gang.
En fremragende erindringsbog, der nok skal lave nogle flotte udlån. Bør anskaffes af alle.”