LET’s KICK ASS

Nørrebros Teater 2005

POLITISK TEATER?

Egentlig ikke.
Her er ikke tale om 70’ernes politiske teater, der er vakt til live. Det ville ellers være så dejligt nemt for dem, der er uenige med os. Vi står ikke med et éntydigt politisk ståsted, som vi nu forsøger at fremme via teateret. Det ville der ikke være noget galt med – men det er altså ikke tilfældet.
De der står bag denne forestilling er placeret meget forskellige steder i det politiske landskab. Jeg må skuffe den festlige reporter fra TV2-nyhederne, der indledte et interview med undertegnede med spørgsmålet: ”Er du blevet kommunist?” , med, at vi IKKE er en flok usoignerede flippere i sundhedssandaler og islandske sweatere. Vi er ganske almindelige, fredsommelige mennesker – familiefædre, -mødre, onkler, tanter – ja, selv en farfar eller to er der blevet plads til. Vi kaster ikke med molotov-cocktails, smadrer butiksruder eller lænker os til stakittet rundt om Marienborg.
Men vi føler, at der i en aldeles afgørende situation på vore vegne og i vort navn er handlet forkert.
Og så er det, at vi gør indsigelse.
På det, der nu engang er vores talerstol – nemlig teateret.

ANTI-AMERIKANSK?

Må jeg være fri!
Denne forestilling er en solidaritetstilkendegivelse over for den halvdel af den amerikanske befolkning, som både i dag og dengang er/var dybt ulykkelige over at se deres land starte en angrebskrig, over at se sig selv blive lagt for had i en meget stor del af verden, over at se det blive mere og mere indlysende, at man i bedste fald kan sætte et meget stort spørgsmålstegn ved sandfærdigheden af de informationer, de har fået fra deres egen regering.
Sammen med dem står vi med en historisk baseret viden om, at blodhævns-princippet kun kan eskalere katastroferne – og ser en ulyksalig og dødsens farlig kløft i verden blive større og større. Mens de, der vil bygge bro, bliver ignoreret eller skubbet til side som naive slapsvanse.
Lige som man på regeringsplan understreger samhørigheden mellem de to lande – lad da også os andre, der føler os taget som gidsler for en i vore øjne umenneskelig og primitiv måde at tackle verdens problemer på, vinke til hinanden over Atlanten. Der binder os sammen, langt mere end det skiller os. Så langt er vi enige med de to regeringer.

BLASFEMISK?

Det vil måske overraske nogen, at religion spiller en så væsentlig rolle i denne forestilling. Måske vil det også falde nogen for brystet. Men det kan ikke være anderledes.
George W. Bush – og faktisk også Tony Blair – baserer i forbavsende grad deres retorik på deres kristne tro. Bush har oven i købet været så uheldig at komme til at bruge udtrykket ”korstog”. Alt dette er en helt overflødig rød klud for de muslimske lande, man netop selv beskylder for religiøs fanatisme.
Anders Fogh Rasmussen er ikke en del af denne retorik. Men efterhånden har man fået en klar fornemmelse af, at det ligger implicit. At det ubevidst ligger til grund for hele vort livssyn, præger vort tanke og sind, når vi afgør, hvad man kan påføre andre levende skabninger.
Lige som med den næsten morsomme teknikalitet med, at vi gik i krig på basis af FN-resolution 1441 og ikke på basis af en formodning om masseødelæggelsesvåben, gælder det:
Hvis en mus slår sig sammen med en elefant og la’r sig transportere af den, så nytter det altså ikke, at musen sidder oppe på elefantens ryg, nyder turen og udsigten – og samtidig fralægger sig et ansvar for, hvad elefanten tramper ned.

Og skal vi så lige tage det rigtig dumme spørgsmål med?

HVAD ER DET, I VIL? VIL I HA’ SADDAM HUSSEIN TILBAGE?

Nej. – Men i Irak er der et sted mellem 25.000 og 100.000 mennesker, der gerne vil ha’ deres mand, deres kone eller deres barn tilbage.
I USA sidder der i hvert fald 4000 børn, der gerne vil ha’ deres far eller mor tilbage.
Og i Danmark sidder der en befolkning, der gerne vil ha’ deres lands identitet tilbage.

Derudover er der tabstallene i Afghanistan, polariseringen, der truer med en verdensomfattende religionskrig, én forfærdende bombeeksplosion i London med så grusomt mange dødsofre, at det kan sammenlignes med dagligdagen i Bagdad.

Kære Anders Fogh – kære Per Stig – kære George – kære Tony!
Var det dét værd?

ER DET NOGET AT LAVE SJOV MED?

Selvfølgelig er det ikke det! – Men det er i høj grad noget, man kan nærme sig humoristisk. Humor er her ”vejen ad hvilken” – ikke et mål i sig selv. Humor og alvor er ikke modsætninger – humor uden alvor bli’r let todimensionel, man mangler smerten – alvor uden humor bli’r let nuancefattig og uforsonlig, så den ikke hjælper os videre. Hvis man fjerner de to begreber fra hinanden, risikerer man let at fjerne intelligensen fra begge dele.

Denne artikel er dybt alvorlig – det er forestillingen også. Hele tiden!
Også når vi bilder os ind, at den er sjovest.
Folk, der bliver decideret ulykkelige af at se en forestilling uden at kunne genrebestemme den, vil måske finde trøst i at kalde dette en revy. Jeg synes ikke, at det er helt bull’s eye – men alligevel … lad gå.

Flemming Jensen

FORESTILLINGS BILLEDER