NISSEBANDEN I JULEMANDENS LAND

 

 

2012 Odense Teater

Odense Teaters store julemusical for hele familien
Ny-skrevet – men bygget over DR’s tv-julekalendere om Nissebanden
med børn og voksne – og for børn og voksne.

Historien er ny – med tydeligt afsæt i NISSEBANDEN I GRØNLAND.

JULENS GLÆDE

Man kunne opstille en matematisk formel: “Glæde = Viljen til Liv”.

I den første af Hans Dals og mine tre TV-julekalendere om Nissebanden leder nisserne efter de fire ingredienser, som Glæden består af:
En fryd for øjet
En liflen for øret
En kildren i næsen
En rislen ned ad ryggen.

Bemærk venligst, at disse fire ting har det til fælles, at de er meget vanskelige at pakke ind. Og derfor tillader vi os at tale tiden midt imod og fastholde, at de gaver, vi gi’r hinanden til jul, er biting. Og at julen devalueres i takt med, at vi gør gaverne til hovedsagen.
Som selv Fiffig-Jørgensen lærer at forstå: Det vigtigste er ikke, hvad vi får – men at vi får.
At tale imod materialisme-tænkning er hverken særligt originalt eller nyt – men det er den onde lyne mig tiltrængt!


Og Glæden er i høj grad hovedtemaet i vor nye forestilling her på Odense Teater, hvor vi har forsøgt at kombinere et gensyn og -hør med kendte sange og karakterer med noget aldeles nyskrevet. Og årene har gjort os klogere, så vi nu kan præsentere ny viden: Hvor kommer nisser fra?
Tvære sind vil skumle: Aha – gammel vin på nye flasker… Tværtimod – vi har forsøgt os med ny vin på gamle flasker.
Vi håber og tror, at det er lykkedes. Ikke mindst fordi vi her på Odense Teater har mødt forudsætningen for det hele: Nissesind!
Det var en vidunderlig opdagelse, da den gamle instruktør ankom til første prøvedag og så sig om på teatret: Hele banden har Nissesind!
Vi lever i en verden, hvor den slags pjat mødes med et velvilligt skuldertræk – skønt det er det vigtigste af alt. Energikilden over alle i en ressourcefattig tid, hvor vi alle sammen let farer vild, hvis vi mister respekten for fryd, liflen, kildren og rislen.

Så det kunne vi ikke drømme om!
Når der er så meget andet.
At drømme om.

Glædelig jul!

 

 

 

Af Hans Dal & Flemming Jensen
Instruktion: Flemming Jensen
Scenografi: Nina Schiøtz
Koreografi: Peter Friis
Kapelmester: Bent Lundgaard


PRESSEFOTOS




Link til Odense Teater