KNUD DEN KEDELIGE

Folketeatret 2007

Folketeaterets 150 års Jubilæumsforestilling bliver en stort opsat, nyskrevet Forestilling i Farver og Bredformat. Vi dykker tilbage i Danmarkshistorien til Begyndelsen af forrige Årtusinde, hvor den navnkundige Kong Knud den Kedelige lagde Grunden til den danske Folkekarakter.

Vi følger ham fra Vølvens Spådom helt frem til Det Hellige Land. En pharephuld Phærd, der phørte Kongen og hans tapre Mænd fra Mosekonens Land og gennem det meste af Udlandet i Kampen for Knud, Konge & Phædreland.

En farverig Beretning om, hvordan en Mand fandt sit Kald – og et Land en helt anden Kongefamilie. Følg med sitrende Spænding de dragne, typisk danske Svær, når vi træffer Fætrene Halvgrim, Helgrim & Pilgrim, Uhyret fra Skoven, Trolden under Broen, Brdr. Olsens Forgænger, midteuropæiske Hekseaffutninger, Oasens Harem, der børster sine tænder bag en palme – og grueligst af alt: Udlændinge!

Knud den Kedelige – The Musical.

Nu for første gang i den originale Opsætning – komplet med skønne Skjoldmøer, drabelige Kampscener, syngende Korstog og et væld af letpåklædte Showdansere fra 1100-tallet i phejende phlotte Danseoptrin til Sange, man ikke finder i nogen anden Musical!

 

Sådan endte det – og vi håber, at I vil synes om forestillingen.

Men hvordan begyndte det? Med meget mindre. Med et faktum – og en ide.

Faktummet var, at Folketeatret havde 150 års jubilæum – og at det skulle markeres.

Ideen udsprang af en inspiration.

I London spiller de Monty Python-Musical’en om Kong Arthur og hans Riddere – og vi har set den – ja! – og vi har ladet os inspirere – ikke tvivl om det! – men Knud den Kedelige er helt vores egen.  Han synger dansk, danser dansk, spiser dansk – og selv når han ikke gør noget, er det måske allermest dansk!

England har jo ikke eneret på at ha’ tåbelige kongehuse – selv om de helt klart ligger i spidsen.

Vore tanker faldt først på den danske konge, Erik Ejegod, der efter at danerne kun lige knapt var blevet kristnet, styrtede ud af landet med kurs mod Det Hellige Land for at gi’ anderledes tænkende nogen på to’sken. Geografi var ikke hans stærke side – han tog den direkte linje via Novgorod, nåede aldrig frem til Det Hellige Land og endte sine dage på Cypern – lidt forvirret.

Så var der straks mere guf i den næsten samtidige, men langt mere navnkundige kong Knud den Kedelige. Det stod os selvfølgelig klart, at det næsten er selvmorderisk at give en forestilling titlen ”Knud den Kedelige” – men … hvo intet vover, går det godt!

Erfaringsmæssigt ved vi, hvor meget det løfter oplevelsen af en musical, når der er melodi på sangene. Og tanken faldt straks på komponisten Lars Fjeldmose, hvis speciale netop er riddermusik. Lars er musikkens svar på overflødighedshornet, og vi var derfor lykkelige, da han løftede hænderne fra klaviaturet lige netop tilstrækkeligt længe til at gi’ håndslag på at gøre fælles sag med os i bestræbelserne på at udødeliggøre historien om Knud – den moderne danskheds fader.

Mens historien blev til havde vi stor glæde af et lille, dramaturgisk 4-mands-råd, hvor direktøren, Waage Sandø, og instruktøren, Lars Knutzon, var over os som høge, så snart vor historie begyndte at antage karakter af fremadskridende handling. Disse møder kan ikke overvurderes – især ikke den aften, hvor vi tvang Waage til at gi’ natmad.

Hvor vil vi hen med denne forestilling? Ingen steder. Vi vil gerne blive.

Det sker, at man er ude i satirisk øjemed – og det sker, at man tumler overstadigt ind på legepladsen alene med den hensigt at være i vældig godt humør. Det er det sidste, der her er tilfældet. Og når man så ydermere er omgivet af dejlige legekammerater – instruktør, skuespillere, koreograf, teknik og så videre og så videre – der er helt med på at bruge deres professionelle kunnen med et skævt smil i mundvigen, så kan man godt blive helt overgiven og forfalde til det rene pjat. Det, håber vi, er sket!

Enkelte af Knud den Kedeliges direkte nedkommere vil måske spørge, hvilken målgruppe, vi sigter på, og om den svarer til teaterets profil? Når vi er færdige med at gabe – og i hullet lige inden, vi slår en latter op, kan vi lige nå at melde pas. Det, I ser i aften, er det, der kildrede vores fantasi og fik os selv til at smile – så må det gå, som det kan. Vi vil tro, at ingen tilskuere er for gamle og de færreste for unge. Og skulle vi ønske noget for det smukke, gamle teater, er det, at det vil blive ved med at være sådan ved alle fremtidige produktioner.

For så vil vi nemlig også komme og se på.

De utroligste hilsener

Jacob Morild & Flemming Jensen

LÆS MANUSKRIPTET