DRONNINGEN AF MALMØ

Nørrebros Teater 2006

Efter ”Spindoctor” og Irak-musical’en ”Let’s Kick Ass” er turen nu kommet til en konstitutionel krise i DET DANSKE KONGEHUS.
Situationen er tænkt: Socialdemokraterne har fået regeringsmagten tilbage – selvfølgelig uden at det har medført nogen synderlige politiske ændringer. Men nu, hvor landets gamle konge ligger for døden – på 7. måned – gælder det om at sikre arvefølgen, og her kommer én af verdens strammeste flygtninge- og indvandrerlovgivninger i vejen.
Som i det tidligere samarbejde mellem Alistair Beaton og Flemming Jensen er emnet alvorligt – og latteren stor!
Panikken på Amalienborg breder sig, mens statsminister, oppositionsleder, spindoktorer, tronfølgeren, politiets efterretningstjeneste og et par alkoholikere strømmer til kongens dødsleje.
Det ser ikke pænt ud – men det er sjovt!

CHARLOTTE FICK trækker i trådene bag den vege statsminister THOMAS MØRK – og sammen forsøger de at holde liv i kongens livlæge KRISTIAN HALKEN: ”Drømmer jeg – eller er jeg faldet i søvn?”
På scenen huserer i lige så høj grad Jacob Morild, Donald Andersen, Susanne Heinrich, Peter Pilegaard, Laura Müller, Michael Sand, Nadia Auda – og Bodil Cath.
Instruktion: Flemming Jensen
Scenografi: Nina Schiøtz


Kærlighed er en enkeltsag!

Det er en kærlighedshistorie, dette her.
Kom ikke her og fortæl os noget andet! Kom ikke rendende og forsøg at bilde os ind, at den mest gennemstrømmende, jublende oplevelse i et menneskesind ikke er kærligheden! Og kom ikke her og forsøg at sætte grænser for den!
Det vil vi ikke ha’!
Vi nægter at nedvurdere romantikken – afviser på det mest kategoriske, at den elskedes øjne er et rent biologisk fænomen. Og den klump, vi af og til får i halsen, stammer ikke fra McDonald´s – den melder sig, når der sker det dejligste dejlige mellem to mennesker. Det hænder oven i købet, at vi selv er den ene af de to.
Vi vil gerne sætte pris på et bankende hjerte – men vi ku’ ikke drømme om at prissætte det.
Inden jeg går videre, må vi nok hellere få afklaret: Hvem er ”vi”?
Det er os alle sammen.
Jo, også min revisor. Også min kedelige nabo, rapperen Niaren og Kai Dige Bach. Dybest set har vi det alle sammen sådan – det er min påstand.
Dybest set, siger jeg – for vi har selvfølgelig valgt forskellige former for inddækning. Vi har sat skodder op – og læhegn. Man sku’ jo nødigt fremstå som naiv. Vi vil gerne være fornuftsvæsener.
Livet består af udsving, og den størst tænkelige glæde modsvares af den største sorg. Man bli’r en kende mindre ked af det, hvis man alligevel ikke fik den fladskærm, end hvis den, man havde tænkt sig at binde hele sit liv op på, brænder en af.
Derfor er der mere run på fladskærme end på den eneste ene – og sex i alle former sælger som aldrig før, mens utilsløret romantik ofte kategoriseres som en banalitet.
Vi vælter os i risikovillig kapital – men er tilbageholdende, når vi skal melde rent ud og risikere os selv.
Men dybest set – bag alle stilladserne …… dér er vi nogle dejlige tosser.
Og derfor kan vi ikke ha’ den retsløse tilstand, der hersker omkring store dele af vor lovgivning. Og mishandler det, der skulle være det smukkeste af alt.
I forestillingen har vi valgt at fokusere på kærligheden mellem to dejlige mennesker. Vi har søgt at følge deres problemer med lovgivningen, når den ene er født her i landet, og den anden ikke er det. Og vi har valgt at lade det hele foregå blandt mennesker, der har en særstilling i vort samfund – fordi vi gerne ville sætte fuldt fokus på en enkeltsag.
”Jeg nægter at forholde mig til enkeltsager!”
Man hører tit sætningen fra den ansvarlige minister. Også fra statsministeren i denne forestilling.
Umiddelbart lyder det rimeligt nok – vi kan ikke lave lovgivning for hvert enkelt menneske. Men i virkeligheden er det måske for uambitiøst? Det er jo netop over for den enkelte, at lovgivningen træder i funktion. Og får konsekvenser.
Det er den enkelte, der kommer i klemme – eller profiterer.
I virkeligheden er det først, når det enkelte menneske står over for vort fælles regelsæt, at lovgivningen skal vise sin styrke – sit værd.
Det er ikke let! Og denne forestilling har ikke til formål at kaste med mudder efter folk, der aktivt søger at løse et vanskeligt problem.
Men vor indvandrerlovgivning og praktiseringen af den er ikke uden grund blevet verdensberømt – uheldigvis. Gennem vor research før tilblivelsen af dette stykke er vi stødt på rystende mange menneskeskæbner – det har nogle gange været hjerteskærende! Når disse mennesker fortæller om deres møde med det system, der er skabt for at tage hånd om dem, er det bemærkelsesværdigt enslydende: Uden undtagelse er de stødt på uforskammethed, nedladenhed og total foragt for deres tid = deres liv. Foruroligende ofte kan sagsbehandlingen uden videre betegnes som brutal. Og lige så ofte som direkte dum. Det, man i disse tilfælde erfarer, er så dumt og brutalt, at man kan sige sig selv, at det aldrig har været meningen. Sådan er vi ikke. Det ved vi da.
Derfor har disse enkeltsager en chance, hvis de kan gøres til godt stof i nyhedsmedierne.
Men dette er ikke værdigt for et retssamfund!
I aften har vi pillet en særdeles delikat enkeltsag frem. Vi har ladet vor kærlighedsfortælling udspille sig i det danske kongehus.
Vi har anonymiseret kongehuset – lige som alle øvrige personer, der optræder i forestillingen er fiktive.
Men det er resten ikke! Direkte lovhenvisninger, konsekvenserne af politiske beslutninger, holdningerne, synspunkterne, selv den hudløse kærlighed, det hele dybest set drejer sig om – alt sammen findes det i vort samfund. Det billede, vi forsøger at tegne, bliver ikke mindre sandt, fordi personerne er fiktive. Vi har blot valgt at gå efter bolden – ikke efter manden.
Vi har også valgt at kalde det hele for ”en politisk komedie” – primært fordi vi ikke ku’ finde på andet. For kassetænkende mennesker vil det måske føles ulykkeligt brydsomt at genrebestemme forestillingen – og finde ud af hvornår det er sjov, og hvornår det er alvor.
Vi kan kun gi’ følgende råd: La’ vær’! – Det er lige meget.
Vi vil gerne fortælle jer noget, og vi har noget på hjerte. Det har vi gjort på vores måde – andet kan vi ikke.
Vi står ikke klar med lette løsninger – men vi står klar!
Vi håber oven i købet, at I morer jer samtidig.

Flemming Jensen
– enkeltsag


LÆS ANMÆLDELSE FRA SVERIGES RADIO