JØRN RIEL

rielEn af vort lands store forfattere (f. 1931) – “De Gyldne Laurbær” i 1995 og Det Danske Akademis Store Pris i 2010

EN FORFATTER HVORAF MAN FÅR ET SMUKT ANSIGT

Riel har ikke skrevet denne forestilling, men den suger kraft og stil fra hans forfatterskab – og hans skrøner fra Nordøstgrønland er kilden til utallige tanker og tildragelser i handlingen i Fandens til fangstmænd!

Riel kom som navigatør og radiotelegrafist første gang til Grønland med Lauge Kochs Grønlandsekspedition 1951-53 og har i sine værker om Grønland betjent sig af både myter og skrøner.

Myten og skrønen er genrer, der begge trives bedst på kanten af den kendte verden – men hvor mytens mål er at forklare, er skrønens mål at bortforklare.  Derforhar skrønen let til latter. Myten vil samle et fællesskab om værdier og kalder derfor på patos, mens skrønen gennem de komiske overdrivelser samler sine tilhørere om et opgør med faste og fikserende værdier.  De handler oftest om festlige og normbrydende folk, ”der i Polarlandet nyder en herlig fornemmelse af frihed, fordi der ikke er andre formyndere end naturen og ingen love ud over, hvad der aftales mandog mand imellem.“

Forfatterskabet er stort og rigt og omfatter andet end skrønerne – blandt andet trebindsværket ”Sangen for livet”. Det beskriver grønlændernes historie og begynder i den mytiske tid, hvor „dyr og mennesker levede sammen i forståelse“, og hvor de store fortællere ejede „frygtelige, magiske ord.“ Værd at skrive sig bag øret i vor tid, hvor øjet har vundet over øret – hvor vi flygtigt zapper os vej gennem det talte og skrevne ord. ”Sangen for livet” står efter undertegnedes mening så centralt i dansk litteratur, at ingen, der ikke har læst den, kan påberåbe sig at ha’ almen dannelse.

I forestillingen her er det skrønerne, der er afsættet. Deres ophævelse af skellet mellem alvor og humor er mere end tiltrængt for os i 2014, hvor humor oftest er blevet til hån. Den humoristiske ansigtsforskønnelse har Riel holdt ved lige i bind efter bind med skrøner fra et nordøstgrønlandsk pelsjægermiljø, som vel har sin direkte forløber i Peter Freuchens bøger fra 1930’erne og 40’erne. Men som også minder om Storm P.’s filosoferende vagabonder.

Det har føltes som et privilegium at få lov til at benytte sig af Riels univers og figurer – og vi har forsøgt at tænke, føle og trække vejret på samme måde, som de gode mennesker i skrønerne.

Hverken de eller nærværende forestilling har noget at gøre med det grønlandske samfund i dag. Man kunne næsten sige tværtimod. Hvor fangstmændenes verden, tankesæt og humor på trods af begrænset kontakt egentlig var megetlig den oprindeligt eskimoiske, truer udviklingen i dag med at lade vestlig kultur degradere den oprindelige eskimoiske kultur.

RielMen der er håb forude! Skønt man deroppe er ved at hoppe på nøjagtig samme limpind, som vi herhjemme har gjort for længst. Vi har blindt ladet samfundets udvikling styre af markedets kræfter – i stedet for at benytte os af intelligens. I Nuuk har man taget ved lære og kører klatten på samme måde.
Men så er der altså en opvoksende grønlandsk ungdom. Der ikke er historieløs og med moderne tonefald siger (direkte citat fra ung grønlænder):
”Min sjæl er, hvor jeg kommer fra – mit hjerte er, hvor jeg vil hen.”

Lad det være klangbunden, når vi skruer tiden tilbage til før midten af forrige århundrede – og varmer os ved skæret fra fangsthytternes lilleverden.